Åens udløb i Aarhusbugten er en del af anlægsprojektet Urban Mediaspace. Når byggeriet går i gang, kommer det til at indbefatte den del af åen, som er tættest på havnen.
Det sker, fordi Aarhus Byråd har besluttet at genåbne Aarhus Å. Åen blev omkring 1930 overdækket for at forbedre den trafikale tilgængelighed til Aarhus Havn.
Sammen med etableringen af de nye havnepladser omkring Multimediehuset skal frilægningen af åen være med til at styrke samspillet mellem byen, havnen og bugten.
De første etaper af åens genåbning er allerede sket og har betydet, at der i dag er et blomstrende cafémiljø på strækningen. Den specielle stemning omkring den fritlagte å er for mange mennesker tæt forbundet med det aarhusianske bymiljø.
Når Multimediehuset opføres ved åens udløb, bliver også den sidste del af åen fritlagt. Dermed løber åen igen i en åben, ubrudt linje hele vejen ud i havnen.
Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue varetager indretningen af byrummet langs den sidste del af åen og sikrer, at materialerne har det rette samspil hele vejen til åens udløb i havnen.
På den måde forlænges det særlige miljø omkring åen fra midtbyen til det nye havnebyrum. Som fodgænger kan man uden forhindringer fortsætte sin slentretur fra å til havn – eller omvendt.
Skitsen herunder viser Multimediehuset, som det kommer til at se ud fra åen.
