"UrbanMediaspace.dk" bliver ikke opdateret længere.

Gå til dokk1.dk for aktuel information

Multimediehuset positivt modtaget

Multimediehuset har fået Rambøll Management til at foretage en telefonundersøgelse af folks kendskab, holdninger og forventninger til det kommende Multimediehus – Århus’ nye Hovedbibliotek og Borgerservice. Formålet med undersøgelsen var at finde ud af:

  • Hvor stort er kendskabet til Multimediehuset?
  • Hvilke holdninger og forventninger borgerne har til projektet?

Desuden er undersøgelsen den første i en række af analyser, der skal gøre Borgerservice og Biblioteker i stand til at måle effekten af kommende tiltag med inddragelsesprocesser, events og lignende. Resultatet af undersøgelsen var generelt meget positivt, men rummer også kommende udfordringer.

Stor opbakning til Multimediehuset

Der er stor opbakning til projektet blandt de adspurgte. Hele 77 % mener, at Multimediehuset er godt for Århus. Kun 14 % mener det modsatte. 66 % mener, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil benytte det kommende Multimediehus. Til sammenligning benytter 57 % sig i dag af det nuværende hovedbiblioteks tjenester.
Det er glædeligt, at så mange allerede er positivt stemt for projektet, og opbakningen og interessen vil sikkert stige, når det bliver mere detaljeret og konkretiseret. Multimediehuset kommer nemlig til at indeholde mange spændende muligheder og vil udvide grænserne for, hvad et bibliotek kan indeholde, og med Borgerservice i bygningen bliver det også her, borgerne f.eks. vil få udstedt deres pas og kørekort. Multimediehuset bliver dermed en bygning med stor betydning for alle århusianeres hverdag.

Tidligt kendskab til projektet

35 % af de adspurgte i undersøgelsen har allerede hørt, at der kommer et nyt multimediehus i Århus. Det må siges at være et højt tal for et projekt, som først skal stå færdigt i 2015, men det er også et tal, der vil blive fulgt nøje, da det naturligvis skal vokse i takt med, at færdiggørelsen af Multimediehuset nærmer sig.

Undersøgelsen viste også, at 80 % af de adspurgte, som havde hørt om Multimediehuset, havde hørt om det igennem aviser, radio, tv eller internet, mens blot 3 % havde hørt om det igennem reklamer eller på Hovedbiblioteket, Borgerservice eller Multimediehusets hjemmeside. Disse tal viser, at Multimediehuset har haft en god pressedækning, men at der kan gøres en mere målrettet indsats i forhold til det store antal borgere, der allerede benytter sig af bibliotekerne og Borgerservice.

Telefonundersøgelsen viste også, at over halvdelen af de ældre medborgere over 56 år har hørt om Multimediehuset, hvilket er et meget flot resultat, mens det det især er de unge, der ikke har hørt om det. Det er således kun 18 % af de 18 – 25-årige, der kender til projektet.

Dette mønster gentager sig også, når man kigger på erhverv. Kun 17 % af folk under uddannelse har hørt om projektet, hvorimod 44 % af alle pensionister og efterlønsmodtagere har hørt om det. Der er derfor behov for, at budskabet om det kommende Multimediehus bliver udbredt på gymnasier, universiteter og andre læreanstalter, så de unge, der også skal være fremtidens brugere, får større kendskab til projektet.

Mange og forskellige forventninger

Udover udlån af bøger, film og musik samt Borgerservice’ funktioner er det meningen, at Multimediehuset skal indeholde mange andre funktioner og muligheder. Det skal være et sted, hvor århusianerne mødes på tværs af kulturelle skel, hvor de lærer og inspireres af hinanden. Et sted med muligheder for f.eks. at afprøve og eksperimentere med den nyeste multimedieteknologi. Et sted med kunstudstillinger, musik, foredrag, værksteder og meget mere. Men intet ligger endnu helt fast, og det er intentionen, at borgerne skal være aktive medspillere i udviklingen af Multimediehusets indhold og services. I telefonundersøgelsen blev de interviewede derfor spurgt, hvilke aktiviteter de forventer sig af det nye Multimediehus. Det kom der rigtig mange gode forslag ud af.

Fokus på it og netværksopbygning

Udover de generelle biblioteksopgaver som udlån af bøger, film og musik var der et generelt ønske om at få adgang til computere og internet, som man kender det fra de meget populære ordninger på bibliotekerne i dag. Der kom flere forslag om at udvide dette tilbud til en reel internetcafé eventuelt med tilknyttede it-kurser for forskellige borgergrupper, f.eks. indvandrere og ældre.

I det hele taget er der mange, der har fokus på, at Multimediehuset fortsætter traditionen i biblioteksvæsnet om at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet. De adspurgte mener bl.a., at Multimediehuset skal være med til at styrke integrationen og hjælpe til med netværksopbygning, og der skal stilles lokaler til rådighed for selvhjælpsgrupper og andre, hvor man kan snakke, udveksle ideer og hjælpe hinanden. En vigtig brik i denne vision er tilsyneladende en café/restaurant, hvor man vil kunne læse avis over en kop kaffe, chatte med sine venner på nettet, spille billard eller kort, have strikkeklub og så videre.

Multimediehuset – en kulturel kamæleon?

Det er et gennemgående ønske hos de adspurgte, at de får mulighed for at prøve sig selv af inden for næsten alle kunstretninger. Mange af de adspurgte ønsker at kunne beskæftige sig med film, teater, billedkunst, musik og it, og at der bliver stillet lokaler til rådighed for de forskellige aktiviteter. Især er der mange, der ønsker, at Multimediehuset kommer til at indeholde en biograf, koncert- og teatersal, udstillings- og foredragslokaler og diverse værksteder og øvelokaler.Flere ser gerne, at Multimediehuset overtager Huset på Vester Allés funktioner med bl.a. kunst- og it-værksteder. Multimediehuset skal altså være et sted, hvor borgerne kan opfylde deres forskellige behov for at udtrykke sig kreativt.

Stor interesse og høje forventninger

Undersøgelsen af århusianernes kendskab, holdninger og forventninger til Multimediehuset har givet mange værdifulde oplysninger.

Det er meget tilfredsstillende, at mange allerede kender til projektet, og at langt de fleste er positivt indstillede, selvom projektet først står færdigt i 2015. Undersøgelsen viste dog også, at der blandt de unge er behov for en større indsats for at øge deres kendskab til projektet. Ligeledes er det tydeligt, at bibliotekerne og Borgerservice med fordel kan benyttes mere optimalt i forhold til at udbrede kendskabet til projektet.

Forventningerne til Multimediehuset er mange og forskelligartede. Det skal være et sted, hvor man mødes og opbygger netværk, og hvor man kan udtrykke sig kreativt og får mulighed for at se film, udstillinger og høre koncerter. Multimediehuset skal være mere end en bygning, hvor man låner bøger eller får fornyet sit kørekort. Det skal være stedet, hvor folk mødes, inspireres og bliver klogere.

Læs undersøgelsen (pdf)